Dato: 24. januar 2026 |

Hvorfor lige kobber som interesse Brian?

Interessen for kobber startede allerede for Brian i læretiden. Der var småopgaver i kobber i faderens blikkenslagerfirma, som fik Brians fokus i en tidlig alder, herunder blandt andet et lille kobbertag, som han lavede sammen med 2 andre svende. Den ene af svendene lurede hurtigt, at Brian var ferm til materialet og med både interesse, fascination og nu også et spirende talent – var det svært for Brian, at ignorere selve kobbernichen!

MAN SKULLE TIL TYSKLAND for at lære de gamle teknikker.

Hvis man dengang tilbage i 90’erne ville lære faget rigtigt, måtte man som Brian sande, at skulle rejse til Tyskland for at dygtiggøre sig. Af flere omgange besøgte Brian blikkenslagerfirmaet drevet af Hr. Kraüt i Alzenau. De havde et ca. 1500 m2 stort værksted og lavede næsten kun kobberarbejde. Her lærte Brian over flere omgange, hvordan kobberet arbejder, når man begynder at varme og forme på det og var med på forskellige projekter, hvor sværhedsgraden var i top.

Brian skulle ikke se løsningerne særlig mange gange, før han kunne se systemet. Han sugede til sig af kundskaber, teknikker og praktiske metoder og tog det hele med sig hjem til Danmark, hvor det hurtigt blev implementeret og videregivet til medarbejderne. 

I Tyskland samles kobber i dag med maskiner og automatværktøj.

Det var i sidste øjeblik, hvis der skulle tages ved lære fra de erfarne tyskere,  for igennem tiden fra 90’erne og til i dag, er de gamle teknikker næsten væk i Tyskland.

Metoden og de gamle teknikker med falsejern og hammer er blevet erstattet af maskiner og automatværktøj. En metode, som halverer holdbarheden af kobbertage og facader, men som også er 1/2 pris af den gamle metode, som vi stadig praktiserer. Det eneste de stadig laver traditionelt og i hånden er ornamenter og kviste.

Kobberbogen blev et samlet værk af viden, eksempler og referencer.

Kobberbogen er bygget op på dokumentation af løsninger, fejl og lign. op gennem tiden i faget. Når vi kommer til et eksisterende kobbertag, er det en ægte sladrehank, både i forhold til gode og knap så gode løsninger. Har kobberet været tæt, er det samlet rigtigt og har det ligget på et korrekt underlag af træ, vil det være over 100 år, når vi skal udskifte det. Her har vi lært meget af, hvordan samlingerne har været udført og har forfinet vores løsning, hvis det overhovedet har været nødvendigt.

Er det et yngre tag vi skal renovere, kan det være både utætte samlinger, løsninger, der er udført dårligt eller et forkert lagt trælag neden under, der kan være årsagen. Ved sådanne renoveringer er det vigtigt, at vi ikke kopiere den gamle løsning, men bruger vores lange erfaring på at udvikle den rigtige løsning, så kviste, nedløb, ornamenter og vandrender holder så længe som muligt.

Find både e-bog og fysisk Kobberbog her.

Dette er en større serie af artikler i forbindelse med året hvor Brian Toft runder 40 år som selvstændig.

–> Find hele tilbageblikket og artikler her

Søg