Dato: 17. januar 2024 |
Kategori:

Hvornår irrer kobber?

“Nå – Hvornår bliver taget så grønt?”
Et spørgsmål som vi får igen og igen både på vores sociale medier, men også når vi møder folk på gaden med vores firmatøj på.

Det korte svar er ca. 40 – 50 år i Danmark.
Fra det skinnende kobber monteres på tage, kviste og tagrender til det fremstår i den irgrønne farve går der ca. en 40 års tid.

Det kaldes at kobberet irrer og det er en kemisk patinering af kobberoverfladen, som over denne årrække sker helt naturligt når kobberet udsættes for sol, vind og vand.

Den grønne farve, som også kaldes patina fungerer som en beskyttende barriere mod yderligere korrosion og forhindrer, at kobberet nedbrydes over tid. Dette bidrager derfor til kobberets kendte langvarige holdbarhed.

I gamle dage gik irringen hurtigere – men hvorfor det?


Tagene patinerer langsommere i dag end for blot 50 år siden – og det er faktisk en positiv udvikling. I tidligere år var luftforureningen i byerne betydeligt højere, og partiklerne påvirkede kobbertagets patinering. Dette skyldtes primært svovlkoncentrationen fra skorstene uden filtre samt afbrænding fra adskillige industrielle værksteder, langt mere end hvad vi ser i bybilledet i dag.
Så når vi betragter det i lyset af renere luft, er det en positiv udvikling, at vi nu må vente længere tid, før tage, kviste og spir antager den karakteristiske kobbergrønne farve i nutidens Danmark.


Er et irgrønt tag så tegn på at det er gammelt og klar til at blive udskiftet?

 

Fra en kobberplade er irret og helt grøn er der typisk 50-60 år tilbage af pladens levetid. Så de tage du i dag kender som smukke grønne på slotte, herregårde og historiske bygninger kan sagtens have en masse gode år i sig i dette look.

Et godt og nuværende eksempel er Eremitageslottet i Dyrehaven nord for København. Her kan du se en bygnings tag, som fortæller en historie.
Vi har i 2022 udskifte den valmede og øverste del af taget. Men både kvistene og mansardtaget nedenunder var på ingen måde klar til at blive skiftet og står derfor i deres grønne farve.
Nogen ville synes det er synd at der er flere forskellige farver på det smukke slot, men for os er det æstetikkens nødvendighed. Der er ikke nogen grund til at fjerne og udskifte noget, som stadig virker.

Løft blikket i København eller en anden stor dansk by.

Næste gang du bevæger dig rundt i en større dansk by, så lad dine øjne søge efter steder med den karakteristiske irgrønne farve. Hvis taget er grønt, er det blevet lagt for over 40 år siden.
Dette giver dig et perspektiv på, hvor længe et kobbertag kan bevare sin kvalitet.

Kobber har historisk set været et dyrt materiale, og brugen af det til tagdækning signalerede velstand og social status. Bygninger med kobbertage blev betragtet som luksuriøse og prestigefyldte.
Kobber er stadig en dyr tagløsning, og det er også derfor vi ikke ser så mange nye bygninger, som belægges med kobber. Til gengæld når man sammenligner tagoverflader, så er det kun kobbertaget som historisk kan holde i over 100 år, såfremt det er lagt korrekt.

Kobberdækkere er en smule atypiske inden for håndværksbranchen.


I håndværkerfaget kan det ske, at håndværkere ender med at udskifte tag eller vinduer på samme ejendom mere end én gang i deres levetid. Det er ikke ideelt inden for vores fag – for det betyder, at der er begået en fejl under udførelsen.
Et kobbertag kan nemlig holde i min. 100 år, såfremt det er lagt korrekt og dermed tæt. Det kræver ligeså at træunderlaget nedenunder er lagt efter de rigtige forskrifter og tillader den fornødne ventilation under pladerne.

Bedstefar kan sjældent udpeget egne irgrønne kobbertage.

Kobberklædte bygninger, du måske kender?

 

Københavns rådhus:  ca. 50 år gammelt kobber

Børsen:  Påbegyndt udskiftning i 2023.

Lyngby Rådhus: Udskiftet i 2023.

Christiansborg:  Udskiftet i 10 etaper i årene 1990 – 2009 (anden kobberdækker)

Søg