I gamle dage havde kobberbrandspande et vigtigt formål, nemlig at kunne transportere vand, hvis noget i en bygning brændte.
Som vi læser det, var det primært byens brandkorps, større herregårde eller kommunale instanser, som havde kobber-brandspande stående. Resten af byens spande var af galvaniseret stål.
Kobber var også dengang dyrt, men havde et kæmpe plus, for det kunne tåle at komme helt tæt på det, som brændte fordi det tåler høj varme uden at blive påvirket.
Til en større brand, samlede man spandene sammen og lavede en kæde af mennesker, som transporterede spandene med vand til ulykkesstedet. Derfor var spandene oftest indgraveret med initialer, eller anden form for genkendelse, så de efter en brand kunne komme retur til rette ejer igen.


I dag er spandene kun til pynt og til formidling
De spande vi i dag producerer, er kun til pynt og det hører til sjældenheder, at vi laver dem. Men når de laves, er det på samme måde som de så ud dengang, tætte, robuste og de kan holde i mange hundrede år – alt efter hvad man byder dem.
Nu tænker du måske alligevel hvorfor vi så viser billeder af så mange?
Jo – tidligere på året havde vi fået en bestilling fra en butik på 20 spande. Men vi kunne ikke blive enige om hvor meget de skulle koste pr. stk. for at vores arbejdsløn ikke skulle dumpes. Så vi trak os ud af aftalen, og nu skal spandene ud at leve andre steder.
Vi håber at museer, andre statslige instanser eller andre kan se et formål i at købe en spand og have stående.
Måske en spand kan være med til at fortælle fremtidige generationer hvordan det foregik i gamle dage når man ikke bare kunne ringe efter brandbilen, eller tænde for vandhanen.
Vi har selvfølgelig mulighed for at nummerere eller indgravere logo/navne i spandene.
Er du interesseret?
Så send Brian en mail på brian@toftkobber.dk