Dato: 21. oktober 2026 |
Kategori:

De runde vinduers historie i 2026 

Vi kalder dem ‘Camillas vinduer’ og det er faktisk lidt synd, for vores tømrer Brian har leveret alle de underliggende træforme, som har dannet grundlag for udformningen af kobberet. 

De fortæller nu en ny historie, da de i år er blevet renoveret på byggesagen ‘Det flade tag i København’.

Det synlige arbejde med kobber er Camillas. Hun har udført alle kobbervindueskarme og -rammer med hammer, falsejern, udglødninger og et kæmpe fagligt overskud.  

Denne type kobberopgave kræver rigtig mange slag og udglødninger i flere steps. Derfor valgte vi at Brian skulle lave 1:1 forme af rammer og karme, som kobberet skal formes på. De skulle ligne de originale rammer og karme som det færdige kobber skulle monteres på. 

Tæthed og æstetik gik hånd i hånd

Den tætteste løsning var gudskelov også den smukkeste. Toppen og bunden af vinduesrammerne er lavet af ét stykke blødt kobber, hvor top og bundplade er falset sammen på midten. Det kan du se på billederne fra siden af vinduet. 

Æstetikken ses også i den præcision og ensartethed, både indvendigt og udvendigt. Det har krævet samme slag med mange gentagelser i præcision og styrke med hammer og falsejern. 

Tilsæt derefter rigtig mange timer med udglødning af kobberet, så det kunne formes og svejfer (hedder det når kobberpladen strækker sig) ud i en rund vindueskarm. 

Denne løsning har haft en sværhedsgrad som svarer til 10 ud af 10. 

Camilla fortæller om processen

“Jeg er ked af at jeg ikke tog flere billeder af de forskellige steps, men jeg havde åbenbart travlt med at arbejde… 

De små vinduer kunne jeg banke og forme på mit arbejdsbord i byggepladsskuret. Anderledes var det med de store vinduer (dem du ser med sprosserne i) her måtte jeg have Brians model med op på stilladset, den var simpelthen for stor til at kunne være i værkstedet. Det var en virkelig sjov opgave!” 

Brian fortæller om processen

“Det var en anderledes og sjov opgave – og noget hel andet end det sædvanlige arbejde. Processen med først at udtænke, hvilket materiale jeg bedst kunne lave en rund ring i, derefter hvordan træet kunne holde til Camillas proces – det krævede lige lidt mere tankevirksomhed. 

Jeg skar ‘bananstykker’ ud til karme og rammer, som blev limet og skruet sammen. Så startede processen med at høvle og fræse formene korrekt, for at ramme de udvendige og indvendig mål som Camilla havde oplyst” 

Brian toft udtaler

“En af de detaljer jeg personligt er imponeret over ved de runde vinduer, er håndværket i rammerne.

Når man skal strække kobberet ca. 10 cm vinkelret ud i en rund bue – ja så kræver det en god arm, hammerpræcision og tålmodighed”  

Hele renoveringen af tag, taghus, lemme og facader kan du se mere om her.