Dato: 18. juni 2024 |
Kategori:

Kobberdækker med 2 svendebreve

I voksenlære som 52 årig
Carstens livserfaring kan man ikke lige se når man møder ham. 
Til svendegildet sagde mester: “Carsten du er kun 4 år yngre end mig, men du ligner ikke en dag over 40” – med tydelig misundelse i stemmen.

Carsten har været hos os de sidste 2 år af sin læretid og har været med på renoveringerne som Københavns Universitet, Frederiksberggade 1, Børsen og Grundtvigskirken. Han har leveret en stabil indsats, masser af gode spørgsmål undervejs og kun få sygedage på timesedlen.

“Selvom jeg nu har papirer på hvad jeg kan, imponerer det mig stadig, når mine kolleger laver noget svært. De får både processen og resultatet til at se nemt ud. Så langt er jeg ikke selv nået i fagligheden endnu” Siger Carsten


Hvorfor endnu en faglighed, når nu der allerede er et svendebrev som tømrer?
Carsten havde hørt at man som blikkenslager fik mere i timen for at arbejde, det var udgangspunktet for skiftet.
Det er vidt forskelligt at arbejde i de forskellige fag, kan Carsten nu konstatere.

“Tømrere uden erfaring indenfor kobberfaget forstår ikke fagets begrænsninger og metoder – og det samme er jo gældende for blikkenslageren med træhåndværket” siger Carsten smilende.

Carstens nye tværfaglighed har han ubevidst med i hverdagen og kan se ting, som også kolleger nyder godt af (hvor end de vil indrømme det eller ej)

Når man ryger ind i en niche, kan man godt sukke efter noget helt normalt blikkenslagerarbejde.
Dette er selvfølgeligt sagt med det største smil på læben af Carsten.
Men nævner at han i sin læretid, ikke har lært at sætte tagrender op – hverken i zink eller kobber.
Til gengæld har hans hænder på nogle af arbejdsdagene slået 5 – 10.000 slag med en hammer når der er blevet falset i kobber på byens tage med den flotteste udsigt ind over København.

Velkommen i “klub 20” af kobberdækkere i Danmark
Med svendebrevet som blikkenslager med speciale i kobber, er Carsten optaget som medlem i den lille niche af faglærte, som kan udføre kobberdækning på renoveringer af historiske bygninger. En niche som har viden og teknik som stammer helt tilbage til Christian IV.

Carsten fortsætter i Toft Kobber.
Ligesom Kenneth, der også blev udlært, har vi også kunne tilbyde Carsten en fortsættelse her som svend. Vi har de sidste år lært begge lærlinge lige det det skulle for at kunne arbejde selvstændigt og i forskellige teams.

Carsten drømmer om at være med på opgaver uden for hovedstaden, vel vidende at der er langt imellem tage og facader i kobber. “Jeg elsker at være uden på landet – drømmer om en dag at købe mit eget sted med højt til himlen og ro omkring mig” afslutter han.

Søg